Jesper Oehlenschlaeger Madsen

Jesper Oehlenschlaeger Madsen

Ridderhospitalet

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Wednesday, November 28 2007 18:09:57

Jeg vil først og fremmest beklage at jeg på det seneste ikke har været så flittig med at blogge. Det skyldes bl.a. en masse timer med en forfærdelig italiensk professor, for mange øl i byen Parceville (som udtales lidt ligesom Party-ville, og som lever op til navnet), samt generel dovenskab. Men, men, nu er jeg tilbage. Så der er kun at sige ”men bloggen var ikke død” (frit efter en titel på en norsk Olsen Banden Film).

Onsdag den 14/11 2007 bliver også en af vores sidste onsdagsture. Nu har vi nemlig fået flere timer om onsdagen, da det pludselig er blevet besluttet at vi på denne dag skal undervises i bioetik (et meget underligt fag, men faktisk – med ca. 2 lektioneres erfaring – det bedste fag vi har haft overhovedet). Mark og jeg drog med de to danske piger Mette og Britt til Valletta for at se det gamle ridderhospital. Det er lidt fusk, for jeg har været der én gang før, nemlig med mine forældre.

Malteserne blev en gang styret af ridderordenen Johanniterne (den orden som har et flag der minder rigtig meget om det danske, hvorfor det "danske" flag ses overalt). En ridderorden som bl.a. passede på syge mennesker. Derfor havde de et hospital i Valletta, hvor mænd (og kun mænd – kvinder blev åbenbart ikke syge i middelalderen) kunne blive helbredt for en masse sygdomme. Det var fedt at ligge der. Man spiste af sølvtallerkner (de var nemme at gøre rent), man blev tiltalt ”højt ærede Hr. Sygeramt” og hospitalet havde den højeste overlevelsesrate på operationer i Europa. Det skyldtes at man kogte knivene før man opererede – ikke fordi man kendte til bakterier, men fordi man syntes at varme knive skar så godt. Eneste minus var at man skulle ligge på ”værelse” med 572 andre mennesker. Hospitalet havde en stor sal med plads til 573 mennesker, og kapaciteten kunne udvides til 900 i nødstilfælde (og så er der nogen som i dag snakker om enestuer!).

Under ridderhospitalets store sygesal er der en masse skumle kældergange, fugten driver ned ad væggene, lugten er underlig rådden, og lyset kommer kun fra de lamper der nu er dernede. Under 2. verdenskrigs bombardementer brugte man disse kældergange til beskyttelsesrum. Her var plads til ca. 150.000 mennesker (ca. halvdelen af Maltas daværende befolkning). Så man kan kun forestille sig hvor rart det må være at sidde i disse skumle kældergange, mens bomberne har braget overhovedet på en, og stanken fra 150.000 mennesker har blandet sig med fugten fra den dunkelt oplyste kælder. Godt der ikke er krig hernede :o)

En del af ridderhospitalet er i dag indrettet til en lille biograf, hvor man kan få Maltas historie fortalt på 45 minutter. Smart. Der gik vi hen bagefter. Man får høretelefoner på, så man kan høre hele historien fortalt på dansk, af en gammel mand, som lyder ligesom fortælleren fra Asterix: ”Vi skriver året 50 før Kristus, hele Gallien er besat – hele Gallien?”

Dagen bød også på fortæringen af en grøn Maltesisk pebermønte-kage. Malteserne er kendte for deres fede kager, som smager fremragende. Den grønne kage er dog ikke ligefrem den bedste jeg har smagt.

Blog Image

Den gamle sygestue er i dag konferencerum/restaurant. Jeg tog også et billede uden blitz, så man bedre kunne se hvor stor salen var, men det er desværre ikke blevet så godt.

Blog ImageEt andet billede fra sygestuen

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post33