Jesper Oehlenschlaeger Madsen

Jesper Oehlenschlaeger Madsen

Til gudstjeneste hos englænderne.

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Tuesday, November 06 2007 23:24:59

Efter jeg flyttede ind i ”klosteret” på Peter Bangs Vej, er jeg faktisk begyndt engang imellem at sætte mine ben i den danske folkekirke. Man skal vel have lidt tilgivelse for den årlige kirkeskat, og det er faktisk meget hyggeligt hvis man kan komme op om morgenen. Efterhånden kommer jeg vel i kirken ca. hver anden måned, og bare fordi man er flyttet til Malta, er der jo ingen grund til at ødelægge den tradition.

Der er blot et problem. Malta er katolsk. Meget katolsk. Så det er ikke ligefrem fordi der ligger en lutheransk kirke på hvert andet gadehjørne. Faktisk har jeg kun kunnet opspore to. Den ene kirke er den tyske, den holder kun gudstjeneste hver anden uge – og på tysk. Mit tyske er ikke så godt, så det går ligesom ikke. Den anden aner jeg ikke hvor ligger, men den ligger i hvert fald ikke særlig centralt. Den er desuden en del af New Yorks lutheranske kirke, og mon ikke den er noget mere indremissionsk end en gennemsnitlig dansk kirke. Så her ønskede jeg heller ikke at sætte mine ben. Skulle jeg sætte mine bed i en katolsk kirke, ville jeg foretrække at have en katolik ved min side – så dermed havde jeg en mulighed tilbage. Den anglikanske protestantiske (men måske ikke så lutheranske) kirke.

Så i søndags dog jeg så til messe i Skt. Pouls Pro Cathedral i Valletta. Sikken en oplevelse. Jeg har været i kirken en gang før. Det var på en af mine allerførste ture rundt i Valletta, hvor jeg kiggede indenfor. Kirken er temmelig stor. Døbefonden er nede ved bagvæggen, alteret i alterenden, omkranset af en masse pladser i mørkebrunt træ, hvor der er plads til koret og ærkebiskoppen. Folk som har set engelske krimier (bl.a. Inspector Morse) vil have en idé om indretningen. Skt. Pouls Pro Cathedral er hovedkirke (sammen med en katedral i Gibraltar) for alle anglikanske kirker i hele Europa (på nær selvfølgelig England). Kirken var fuld, det var nemlig en ganske særlig dag, men det vidste jeg ikke.

Jeg fik udleveret et lille hæfte da jeg kom ind hvor hele gudstjenestens program var nedskrevet. Meget heldigt for en spade som mig, der ikke anede hvad der skulle foregår. Også for at være sikker på at kunne følge med, satte jeg mig allerbagerst, så jeg kunne se hvad folk gjorde undervejs. Gudstjenesten starter med at koret, præsten, biskoppen og optoget af kirketjenere o.l. går ind i en lang række, mens de synger, og bærer på bl.a. et kors. Det er faktisk meget flot, og måske noget af det som der mangler noget af i kirkerne derhjemme.

Undervejs synger man ret meget. Man sidder ned under bibellæsningen, men står op under sangene.. Generelt stod vi mere oppe en normalt er. Undervejs skulle man også hilse på alle omkring en og ønske at freden måtte være med dem: ”May peace be with you”. Så det var ikke ligefrem som i en dansk folkekirke.

Og hvorfor var det så en særlig dag. Jo det var Alle Helgens Søndag, to piger skulle konfirmeres (hvilket man i den anglikanske kirke bliver i slutningen af teenageårene, og ikke i starten), og biskoppen var til stede, hvilket han normalt ikke er. Han var nem at genkende i farverigt kostume og bispehue (læs en sjov høj farvet hue, som ærlig talt så lidt malplaceret ud). Konfirmationen foregik ved at pigerne svarede på et par spørgsmål. Derefter gik de så ned bagerst i kirken til døbefonden. Biskoppen sagde at, nu skulle de mindes deres dåb. Han tog en lille kost, og kastede så vand på dem. Derefter kastede han så lidt vand på menigheden, så vi også kunne mindes vores dåb. Jeg tror ikke der var mange der blev ramt, men jeg sad som sagt bagerst, og fik vand i hovedet. Tak for det. Havde det været alle andre steder en i anglikansk kirke, ville man nok blive temmelig fornærmet hvis en mand i farverigt tøj og sjov hat kastede vand på en, men ok, sådan er der så meget.

Til nadveren drak man i øvrigt direkte af kalken. Og det gjorde alle så. Det er dog næppe derfor at jeg igen er blevet en smule forkølet, men lidt skummelt er det nu alligevel.

Det hele sluttede af med kirkekaffe/te i katedralens kælder. Her blev biskoppen hyldet for at være biskop. Derudover var der en lille dreng som havde fødselsdag dagen efter. Så skulle vi alle sammen synge Happy Birthday. Det var jo meget sødt. En ældre engelsk dame synes det var lidt sjovt at jeg som dansker kunne synge med, og synes det var temmelig mærkeligt at vi faktisk også bruger sangen i Danmark.

Det var så det. Ca. 1½ time, men det var også ekstra langt, grundet Alle Helgen. Og skulle nogen have lyst en dag, så tag endelig til sådan en gudstjeneste. Det var anderledes, det var underholdende, og det er altid sjovt at se hvordan andre mennesker holder sådan noget på. Englænderne (for det var de fleste jo), var meget venlige. Jeg tror egentlig bare de synes det var fedt nok at man som dansker gad kigge forbi deres kirke :o)

Blog ImageBillede taget af katedralen en af mine første dage på Malta. Jeg har desværre ingen billeder inde fra kirken. Så det må I tænke jer til :o)

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post27