Jesper Oehlenschlaeger Madsen

Jesper Oehlenschlaeger Madsen

Til gudstjeneste hos englænderne.

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Tuesday, November 06 2007 23:24:59

Efter jeg flyttede ind i ”klosteret” på Peter Bangs Vej, er jeg faktisk begyndt engang imellem at sætte mine ben i den danske folkekirke. Man skal vel have lidt tilgivelse for den årlige kirkeskat, og det er faktisk meget hyggeligt hvis man kan komme op om morgenen. Efterhånden kommer jeg vel i kirken ca. hver anden måned, og bare fordi man er flyttet til Malta, er der jo ingen grund til at ødelægge den tradition.

Der er blot et problem. Malta er katolsk. Meget katolsk. Så det er ikke ligefrem fordi der ligger en lutheransk kirke på hvert andet gadehjørne. Faktisk har jeg kun kunnet opspore to. Den ene kirke er den tyske, den holder kun gudstjeneste hver anden uge – og på tysk. Mit tyske er ikke så godt, så det går ligesom ikke. Den anden aner jeg ikke hvor ligger, men den ligger i hvert fald ikke særlig centralt. Den er desuden en del af New Yorks lutheranske kirke, og mon ikke den er noget mere indremissionsk end en gennemsnitlig dansk kirke. Så her ønskede jeg heller ikke at sætte mine ben. Skulle jeg sætte mine bed i en katolsk kirke, ville jeg foretrække at have en katolik ved min side – så dermed havde jeg en mulighed tilbage. Den anglikanske protestantiske (men måske ikke så lutheranske) kirke.

Så i søndags dog jeg så til messe i Skt. Pouls Pro Cathedral i Valletta. Sikken en oplevelse. Jeg har været i kirken en gang før. Det var på en af mine allerførste ture rundt i Valletta, hvor jeg kiggede indenfor. Kirken er temmelig stor. Døbefonden er nede ved bagvæggen, alteret i alterenden, omkranset af en masse pladser i mørkebrunt træ, hvor der er plads til koret og ærkebiskoppen. Folk som har set engelske krimier (bl.a. Inspector Morse) vil have en idé om indretningen. Skt. Pouls Pro Cathedral er hovedkirke (sammen med en katedral i Gibraltar) for alle anglikanske kirker i hele Europa (på nær selvfølgelig England). Kirken var fuld, det var nemlig en ganske særlig dag, men det vidste jeg ikke.

Jeg fik udleveret et lille hæfte da jeg kom ind hvor hele gudstjenestens program var nedskrevet. Meget heldigt for en spade som mig, der ikke anede hvad der skulle foregår. Også for at være sikker på at kunne følge med, satte jeg mig allerbagerst, så jeg kunne se hvad folk gjorde undervejs. Gudstjenesten starter med at koret, præsten, biskoppen og optoget af kirketjenere o.l. går ind i en lang række, mens de synger, og bærer på bl.a. et kors. Det er faktisk meget flot, og måske noget af det som der mangler noget af i kirkerne derhjemme.

Undervejs synger man ret meget. Man sidder ned under bibellæsningen, men står op under sangene.. Generelt stod vi mere oppe en normalt er. Undervejs skulle man også hilse på alle omkring en og ønske at freden måtte være med dem: ”May peace be with you”. Så det var ikke ligefrem som i en dansk folkekirke.

Og hvorfor var det så en særlig dag. Jo det var Alle Helgens Søndag, to piger skulle konfirmeres (hvilket man i den anglikanske kirke bliver i slutningen af teenageårene, og ikke i starten), og biskoppen var til stede, hvilket han normalt ikke er. Han var nem at genkende i farverigt kostume og bispehue (læs en sjov høj farvet hue, som ærlig talt så lidt malplaceret ud). Konfirmationen foregik ved at pigerne svarede på et par spørgsmål. Derefter gik de så ned bagerst i kirken til døbefonden. Biskoppen sagde at, nu skulle de mindes deres dåb. Han tog en lille kost, og kastede så vand på dem. Derefter kastede han så lidt vand på menigheden, så vi også kunne mindes vores dåb. Jeg tror ikke der var mange der blev ramt, men jeg sad som sagt bagerst, og fik vand i hovedet. Tak for det. Havde det været alle andre steder en i anglikansk kirke, ville man nok blive temmelig fornærmet hvis en mand i farverigt tøj og sjov hat kastede vand på en, men ok, sådan er der så meget.

Til nadveren drak man i øvrigt direkte af kalken. Og det gjorde alle så. Det er dog næppe derfor at jeg igen er blevet en smule forkølet, men lidt skummelt er det nu alligevel.

Det hele sluttede af med kirkekaffe/te i katedralens kælder. Her blev biskoppen hyldet for at være biskop. Derudover var der en lille dreng som havde fødselsdag dagen efter. Så skulle vi alle sammen synge Happy Birthday. Det var jo meget sødt. En ældre engelsk dame synes det var lidt sjovt at jeg som dansker kunne synge med, og synes det var temmelig mærkeligt at vi faktisk også bruger sangen i Danmark.

Det var så det. Ca. 1½ time, men det var også ekstra langt, grundet Alle Helgen. Og skulle nogen have lyst en dag, så tag endelig til sådan en gudstjeneste. Det var anderledes, det var underholdende, og det er altid sjovt at se hvordan andre mennesker holder sådan noget på. Englænderne (for det var de fleste jo), var meget venlige. Jeg tror egentlig bare de synes det var fedt nok at man som dansker gad kigge forbi deres kirke :o)

Blog ImageBillede taget af katedralen en af mine første dage på Malta. Jeg har desværre ingen billeder inde fra kirken. Så det må I tænke jer til :o)

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post27

En festdag for demokratiet.

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Friday, November 02 2007 15:27:01

Det siges at et valg er en festdag for demokratiet, men nogle valg er en større fest end andre. Dette valg er sådan et valg – jeg vil i hvert fald sent glemme det. Jeg har i dag stemt, så nu behøver jeg sådan set ikke følge mere med i valget. Jeg kan hverken gøre til eller fra.

Det var jo sådan set ganske udmærket at stemme, for dermed fik jeg en dårlig undskyldning for at finde og besøge det danske konsulat i Valletta. Konsulen var der desværre ikke, så ham fik vi ikke hilst på, men min stemme er afleveret.

Jeg havde aftalt at mødes med Mark omkring klokken 11, så vi kunne få stemt før klokken 12 hvor konsulatet lukkede igen. Sidste frist er på mandag, så det var ved at være sidste udkald. Foran hovedporten i Valletta stod en højst mærkværdig forvokset spilledåse og spillede glade melodier – så den synes også dagen var en fest.

Konsulatet ligger på en gade i nærheden af Vallettas hovedkatedral. Det er desuden både generalkonsulat for Danmark og Sverige. Så her var både danske og svenske flag, ligesom der var billeder af både det danske og svenske kongepar. Desuden er konsulen vist skibsreder, rejsearrangør eller noget andet i den stil. Konsulatet – som også var virksomhedskontor, var i hvert fald lidt maritimt. Vi fik afleveret vores stemmer. Og jubii, jeg kunne stemme personligt. Den socialdemokratiske jurastuderende Michael Vindfeldt har derfor fået en af sine første stemmer i dag.

Her er et par billeder af ”spilledåsen” og det danske konsulat :o)

Blog ImageEn mærkelig spilledåse.

Blog ImageDet er ikke bare en dårlig joke at kalde det en spilledåse. Pladerne som bevæger sig lige til venstre for det store hjul så ud til at have buler på som i en spilledåse, så det var vist dem der sammen med trommerne og meget mere lavet musikken.

Blog ImageDet danske konsulat

Blog ImageDet var så her man stemte, ved siden af det danske flag, og under det svenske kongepar.

Blog Image

Dronningen og prinsen.

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post25

Klassisk bilræs i Valletta og Floriana

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Friday, November 02 2007 15:07:20

Jeg ved at min far har ventet utålmodigt på denne artikel. Nu skal han ikke vente længere.

Det er naturligvis en naturlov at når man tager hjem fra en ferie bliver det godt vejr, på det sted man forlod. I de 14 dage mine forældre var her faldt temperaturen de fleste dage til under 20 grader. Der var temmelig meget regn, vinden var stærk, og solen kiggede ikke ligefrem forbi hele tiden. Mine forældre var vist ikke synderligt utilfredse. Jeg selv synes vejret stank. Mine forældre og min søster forlod øen lørdag morgen den 27. oktober. Ifølge min far en meget dårlig dag.

Det var naturligvis en skidt dag, fordi det gode vejr var vendt tilbage. Men det vigtigtste var dog nok at der var klassisk bilræs i Valletta søndag den 28. oktober, og udstilling af de gamle flotte biler om lørdagen.

Jeg kiggede således på bilerne om lørdagen. Lørdag aften var jeg på pub med Mark og en irsk medicinstuderende, og søndag skulle jeg så udsætte mit (grundet alkoholen) lettere tunge hoved for motorstøj og mandehørm. Jeg tog til Floriana (bilerne kørte rundt om Valletta). Jeg placerede mig lige efter et sving. Så jeg kunne rigtig høre når bilerne gassede op, på vej ud af svinget. Det var ret fedt at se en gammel Jaguar eller Bugatti give den gas rundt på den måde.

Da løbet var overstået, og jeg skulle hjem, blev jeg kørt af to gamle maltesiske mænd. Jeg var til bilræs i et par timer, og når der ikke lige var biler i nærheden, fortalte de to gamle maltesere mig om alt det jeg skulle se på Malta. Wilfred som var en 70-årig gammel dykker mente også jeg burde begynde at dykke, men det springer jeg nu nok over. Malteserne er generelt meget flinke og imødekommende, så falder man først i snak med dem, kan de sagtens underholde én i et par timer. Er man heldig, så får man åbenbart også et lift, så man slipper for bussen :o)

Her er et par billeder.

Blog ImageDer var ikke kun gamle biler til stede. My name is Bond, James Bond :o)

Blog ImageFlot Jaguar.

Blog ImageBuggattier på stribe

Blog ImageDer var nok flere mænd en kvinder til ræs.

Blog ImageHvad er det her for en bil? Den ser i hvert fald gammel ud.

Blog Image

Bugatti giver den gas.

Blog ImageTo Jaguarer.

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post24

Floriana – byen med de mange haver

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Sunday, October 28 2007 13:16:42

Floriana er Vallettas nærmeste forstad. Byen begynder lige uden for Vallettas hovedport. Det første man møder i Floriana er således Vallettas store busholdeplads ved Tritonfontænen. I den anden ende af Floriana møder man det som vel bedst kan kaldes Florianas port. Den er fra 1700 men har, men er senere blevet udvidet, i takt med at trafikken blev øget. I dag kører man også udenom porten.

Fredag den 26. oktober var det så tid til at lege turist igen. Der står næsten intet om Floriana i ”Turen Går Til”, så jeg troede byen kunne overstås på en time. Byen er mest kendt for sine haver, samt at den er omgivet af en mur/vold, som en slags første forsvarsværk til beskyttelse af Valletta.

I ”Turen Går Til” som er skrevet af Kenneth Bo Jørgensen kan man bl.a. læse at Floriana indeholder Argotti Botaniske Have, som han kalder for ”en lidt nedslidt park, der dog har subtropiske og tropiske vækster og en kaktussamling”. Endvidere læser man at Floriana indeholder parken Maglio, som efter Kenneth Bo Jørgensens mening er den smukkeste. Gnien Sa Maison Garden er ikke nævnt med et ord! Jeg er glad for ”Turen Går Til”, men jeg tvivler på at forfatteren nogensinde har besøgt de nævnte haver.

Maglio er helt klar den kedeligste ”have”. Man går rundt på nogle fliser, kigger på nogle træer, og nogle skulpturer af nogle mennesker, som er kendte på Malta. Parken var da pæn nok, men den kunne slet ikke hamle om med den botaniske have.

Det første der møder en i den botaniske have er en masse katte. Malta har rigtig mange katte, som jeg har på fornemmelsen bliver fodret af befolkningen, men i øvrigt ikke rigtig har noget sted at bo. Disse katte (som, jeg tror, er hjemløse) er faktisk utrolig flotte. Haven er ganske rigtig lidt slidt. Der er bænke som trænger til at blive repareret, og springvandet er lidt træt. Det er dog kun med til at gøre haven charmerende. At der ikke er nogle mennesker i haven er meget meget underligt. Fra haven er der en fantastisk udsigt over Malta.

Haven som slet ikke er nævnt i ”Turen Går Til” (altså Gnien Sa Maison Garden) er dog endnu mere fantastisk (og underligt nok også tom for mennesker). Haven er bygget på murene som omgiver Floriana. Den er ikke stor, men man kommer væk fra trafikstøjen på vejene. Fuglene begynder at fløjte, og der er faktisk noget der minder om frisk luft derinde. Haven ligger lige ud til havet. Her er udsigt ud over Manoel-Øen, Sliema og hele Middelhavet. Ligesom man i baggrunden kan skimte Parceville med mere. Man kan sætte sig på de gamle mure og nyde udsigten, eller stille sig ind i et gammelt vagttårn, hvis det skulle regne (det gjorde det ikke). Jeg har længe savnet noget grønt på Malta. Malta er temmelig gold. Nu har fundet en grøn plet med frisk luft, og det gør mig glad. Her er palmer, her er kaktusser, og meget mere. Det er stadig mere goldt end fx Frederiksberg Have, men har en hel anden charme, og jeg er så glad for at jeg har fundet den.

Floriana har desuden et par kirker, og et par andre småting man bør se. Stedet kan ikke overstås på en time, hvis man vil have det hele med, det kræver meget mere tid, til at nyde udsigten og de dejlige haver.

Da jeg tog hjemme fra, var der nogle som mente jeg skulle forelske mig i en maltesisk skønhed. Det har jeg gjort. Jeg har forelsket mig i byen Floriana, og ikke mindst byens haver :o)Blog Image

Vallettas forvirrende busholdeplads ligger egentlig i Floriana

Blog ImageKatte i den botaniske have.

Blog ImageHvem har taget en bid af palmen? Den botaniske have i Floriana

Blog ImageMig i den botaniske have ved siden af et par kaktusser.

Blog ImageMark i Gnien Sa Maison Garden

Blog ImageGnien Sa Maison Garden

Blog ImageUdsigt fra Gnien Sa Maison Garden. Valletta til venstre, Sliema til højre og Middelhavet i midten.

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post23

Turen gik til Sicilien!

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Friday, October 26 2007 11:59:41

Mine forældre ankom til Malta på min fars fødselsdag den 13. oktober. En uge efter ankom min søster. Selvom de har boet på hotel, har jeg fået set dem en masse. Vi besluttede os for at vi sammen skulle tage en tur til Sicilien. Den måtte udskydes pga. dårligt vejr, men af sted kom vi onsdag den 24. oktober. Nu skulle Sicilien, Mafiaen og vulkanen Etna besøges.

Mit vækkeur ringede klokken 4.30 om morgenen, og jeg vågnede af en eller anden grund lidt før dette tidspunkt. Solen var ikke stået op, og enkelte stjerner lyste på den Maltesiske nattehimmel, som grundet gadelamper og lys, er næsten ligeså kedelig som Københavns. Op kom jeg, og efter morgenmad og morgenbad fik jeg slæbt mit trætte legeme ned til stedet hvor en taxabus ville samle mig op, for at køre mig til færgen, der skulle fragte mig til Middelhavets største ø.

Sejladsen fra Malta til Sicilien gik fint. Det gyngede og vuggede, men dog ikke mere end min søster faldt nærmest øjeblikkeligt i søvn, og jeg selv sad med halvlukkede øjne, og forsøgte at acceptere at jeg havde været oppe midt om natten.

Sicilien var knap 2 timers sejlads forude, og efter den gyngende sejlads kunne vi som en anden kaptajn Jack Sparrow vade med gyngende ben ud på den faste Sicilienske asfalt. Færgebyen hedder Pozzallo og er ikke videre spændende – i hvert fald ikke det vi så. Men her var rent og pænt – og det er jo desværre mere end man kan sige om de fleste gader på Malta.

Herefter satte den dobbeltdækkerbus, vi blev fragtet i, kursen mod Siciliens varetegn Etna og den smukke by Taormina. Undervejs kom vi bl.a. igennem byen Modica som skulle være kendt for sin chokolade, vi kørte forbi appelsintræer og vi kørte forbi mandeltræer som bl.a. bruges til at lave marcipan af. Jeg fandt ud af at jeg måske burde flytte til Sicilien. En ø som er kendt for appelsiner, marcipan og chokolade, må lige være noget for mig. Desværre fik vi ikke smagt noget af det overhovedet.

Guiderne guidede os fint gennem køreturen og fortalte lidt om omgivelserne på et engelsk med en meget tyk Italiensk accent, der selv for englænderne var svær at forstå. Heldigvis var der også en tysktalende guide, så en blanding af de to sprog fik det hele til at gå nogenlunde.

Sicilien er smuk. Der er mange bjerge, meget vand, og mange appelsintræer. Vi forsøgte, som om vi var japanere på tur, at tage billeder af det meste gennem bussens ruder, men det er desværre ikke altid lige vellykket.

Hvis Sicilien er smuk er byen Taormina endnu smukkere. Den ligger et par hundrede meter over havets overflade, med en panoramaudsigt over fastlands-Italiens sydspids (støvlenæsen som sparker til bolden Sicilien). Byen er fyldt med turister, og overalt kunne man købe T-Shirts med Don Corleone, ligesom en gademusikant konsekvent spillede temaet fra Godfather på sin medbragte harmonika. De kender deres arv.

Taormina indeholder en græsk romersk teater (det er altså ikke rundt som i et amfiteater, men halvrundt). Det er fra dette sted Taorminas udsigt er flottest.

Efter et par timer i Taromina fortsatte vi til vulkanen Etna. Etna har en masse kratere, og er af og til i udbrud (ifølge Wikipedia sidste gang i maj 2007). Bjerget er mange steder kulsort. Vi så to kratere i ca. 2000 meters højde. Her kunne vi se sne på den sorte vulkanske aske. Temmelig specielt. Her var koldt, men luften var til gengæld frisk som på en god vinterdag –så det var ganske rart at smage kold luft igen, når nu jeg skal vente helt til februar med at smage det næste gang. Da Etna var overstået, gik busturen tilbage til Pozzallo, og herfra med færgen til Malta. Jeg kom i seng omkring klokken halv 1 om natten, så det havde været en lang, men også spændende dag :o)

P.S.

Og ja, så kom der jo valg. Hvis nogle tidligere har fulgt med på min blog ved jeg godt at jeg hele tiden har sagt at det ikke ville komme i 2007. Jeg tog fejl, der må gerne grines! Om jeg helt kan dy mig for at blogge om politik på min blog nu ved jeg ikke. Men jeg skal nok klart skrive i overskriften hvis det ikke er rejseindlæg så I kan gå uden om dem :o)

Blog ImageSøster forsøger at vælte en palme i Pozzallo

Blog ImageMig ved teatret i Taormina
Blog ImageTeatret i Taormina

Blog ImageFamilien og udsigten over Middelhavet. Taormina

Blog ImageMan er kendt for Mafiaen på Sicilien.

Blog ImageEt krater på Etna

Blog ImageEr der ikke gang i et udbrud, må man forsøge at sætte gang i et. Jeg fik dog aldrig rullet denne sten ned i krateret.

Blog ImageEt krater på Etna.

Blog Image

Hus begravet i lava i 1983. Dette hus skulle efter sigende være blevet Etnas varetegn.

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post22

De ukrainske naboer!

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Saturday, October 20 2007 17:47:19

Mandag den 15. oktober, da jeg sad fredeligt i min lille lejlighed bankede det pludselig på døren. En af mine naboer var ved at gå i panik. Slangen der skulle gå fra det varme vand ind i vandhanen var gået i stykker, og nu fossede det varme vand ned i en spand som blev fyldt mere og mere. Jeg gik derind, og efter at have skiftet spande et par gange (med en masse vand på gulvet til følge), lykkedes det mig på en eller anden måde at få slukket for det varme vand, så problemet i hvert fald midlertidigt var løst. Så blev naboen meget glad, og jeg skulle absolut komme på middag en dag. Hun lovede at lave noget god ukrainsk mad, og da det netop var det jeg frygtede, sagde jeg, at det var da slet ikke nødvendigt.

Mine forældre var kommet til Malta om lørdagen (mere herom en anden dag), så jeg havde brugt et par aftener med dem, men tirsdag tilbragte jeg aftenen i lejligheden, da jeg havde været på uni helt til klokken 18. Pludselig blev der igen banket på min dør.

Ukrainerne havde lovet mig mad, og det skulle åbenbart være nu. Jeg kom derfor ind i deres lejlighed, som var fyldt med røgen fra deres cigaretter og måske også lidt mados, så det var bare ”dejligt”. Der var i alt tre mennesker i den lille lejlighed, to mænd og en dame. Alle i tredverne vil jeg tro. Den ene mand og damen var gift. Maden var allerede lavet, og første ret var typisk ukrainsk suppe som blev kaldet Borsjtj (jo sådan staves det). Jeg har senere fået at vide at det var rødbedesuppe. Det var en mærkelig rødlig suppe, som virkede lidt pulveragtig på bunden af tallerkenen. Efterfølgende var der kartoffelmos med en slags frikadeller til. Jeg må indrømme at jeg spiste moderat, jeg følge mig ligesom ikke så sulten. Jeg havde heller ikke helt styr på hvor fantastisk deres køkkenhygiejne var.

Til maden blev serveret rigtig billig rødvin (så bliver man nervøs for om man redder sig en hovedpine), men da de ville servere hjemmelavet sprit, som de opbevarede i et syltetøjsglad sagde jeg altså stop!

Herefter gik aftenen eller med at lytte til russiske fædrelandssange. Godt nok var de ukrainere, men Sovjet havde ikke helt sluppet sit tag i dem. Jeg fik at vide at USA var noget lort, EU var en pinlig eksistens uden ressourcer (og i øvrigt uden styr på noget som helst), Kina var ganske vist på vej op, men den sande supermagt var Rusland. Derfor var ukrainerne glade for at Rusland, Hviderusland og Ukraine havde sådan et tæt samarbejde. Jeg nikkede høfligt, og var meget imponeret over at møde mennesker som faktisk troede på den slags. De havde boet på Malta i fire år, men de talte et elendigt engelsk, og læste russiske aviser, så med Putins mediestrategi er det måske ikke så mærkeligt at de mente hvad de mente.

De var i øvrigt kede af at jeg ikke talte russisk. Det burde jeg begynde at lære en dag mente det. Godt så.

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post21

En dag i Mdina og Rabat!

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Wednesday, October 10 2007 19:03:13

Mdina er navnet på Maltas gamle hovedstad. Den er ifølge ”Turen går til Malta” ”den mindste, mest kompakte og bedst bevarede middelalderby i verden”. Mdinas gamle begravelsesplads Rabat er nu blevet byens forstad. Eller måske er det snarere omvendt, for den gamle hovedstad har kun ca. 400 indbyggere, hvor Rabat har ca. 20.000.

Lørdag den 6. oktober tog Mark (den anden danske jurastuderende hernede) og jeg så til Mdina og Rabat, for at blive klogere på det underlige land vi er kommet til. Busturen derhen gik overraskende godt, og da vi havde fundet rundt i Rabats smalle gader (med lidt for mange biler) fandt vi nogle katakomber, som man åbenbart absolut skal se. Ret skummelt sted. Der er to katakomber man skal se i Rabat, men vi nåede kun den flotteste. St. Agathes Katakomber. Det er et skummelt at gå rundt i nogle lavloftede huler, hvor skeletter af hundrede år gamle lig ligger fremme, fordi det åbenbart er det turisterne har lyst til at kigge på. Det var sjovt, men også temmelig underligt. Det er kun en lille del som har åbent, men der er mange mange flere, og flere steder gik kulsorte gange ind i det uvisse. Mange maltesere i Rabat har vist nok disse katakomber i kælderen, og har nu spærret dem af og bruger dem som vinkælder o.l. Hyggeligt :o)

Fra Rabat tog vi til Mdina, som altså ligger lige ved siden af, men som er afgrænset af en bymur. Den er meget anderledes end resten af det Malta jeg har set. Her var stille, og meget rent i gaderne (det kan man ikke rigtig sige om resten af Malta – men ok, det kan man heller næppe sige om København). Der er nærmest ingen trafik – da kun indbyggerne må køre her, og gaderne er i øvrigt de fleste steder for smalle til biler. Vores rundtur i Mdina gik fra Katedralmuseet, som indeholder alle mulige gamle ting, til et pizzasted, videre til selve Mdinas Co-Katedral (en af Maltas to vigtigste katedraler), og derfra ud og spise kage. Vi spiste kagen på en Café, hvor man ifølge Turen Går Til skal spise kage når man er i Mdina. Som den kageelsker jeg er, skulle det råd naturligvis følges. Fra caféen var en flot udsigt udover resten af Malta. Det lyder måske ikke som om man oplever så meget, men man kan sagtens få mange timer til at gå i Mdina, byen er ret speciel, og alt er flot. Stemningen er hyggelig, og der er en masse små som store huse man kan kigge på og som har en historie – men jeg vil ikke skrive det hele her. Tag selv ned og kig, hvis I en dag skulle komme forbi Malta. Her er i hvert fald nogle billeder.

Blog Image

Gaderne i Mdina er ret smalle.

Blog ImageEnkelte steder var der dog plads til biler, og sådanne biler kan man jo så sove på, hvis man er kat.

Blog Image

Blog ImageIkke alt er småt i Mdina. Byen huser en meget stor katedral. Grundet de små gader er det dog svært at tage et billede af hvor stor den egentlig er.

Blog ImageAlle vejskilte er er af porcelæn, og flot malede. Her er skiltet ved politistationen.

Blog ImageMdina er omringet af en mur, så det er ikke svært at se hvonår man er inde i byen - og hvornår man er i Rabat.

  • Comments(0)//malta.jesperomadsen.dk/#post20

Bloggen ændrer karakter.

BlogPosted by Jesper Oehlenschlaeger Madsen Friday, October 05 2007 20:46:50

Som nogle måske ved er jeg nu flytet til Malta. Derfor vil bloggen fremover ikke handle om politik (i hvert fald ikke særlig meget). Jeg vil bruge den som rejseblog - hvis ellers jeg får taget mig sammen. Som første indlæg ryger der lige en mail ud, som er sendt til en masse mennesker, men jeg skal nok forsøge at lægge andet end blot mails på bloggen :o)

Kære Alle!

Det er sagt at Cubas Fidel Castro engang fra FN’s talerstol lovede at formulere sig i korthed. Herefter holdt han (som altid) en tale der varede flere timer.

Uden at jeg i øvrigt vil sammenlignes med cigarlandets tilsyneladende udødelige diktator, laver jeg uden tvivl samme stunt. Jeg skal nok forsøge at gøre denne mail bare en smule kort, men jeg ved det ikke vil lykkes. Jeg har derfor fuld forståelse for at nogen af jer ikke får læst denne mail før om en uge (eller senere), men hvis i ønsker mine kontaktoplysninger, så bladr lige til bunden af mailen, der vil de være :o)

Jeg er, som de fleste af jer nok ved, flyttet til Malta. Ikke for altid, men i hvert fald for en lille semesters tid. Her er det meningen at jeg skal blive en lille smule klogere på livet og loven, og det underlige sprog engelsk, som nogen på et tidspunkt har ment vi alle skal lære, for at blive til noget i denne verden. Men lad mig starte fra en begyndelse, for ellers kommer jeg vist aldrig rigtigt i gang.

Den 17. september 2007 stod jeg med en alt for tung kuffert i Københavns Lufthavn, og sagde farvel til min søster, samt Frederik og Christina fra min læsegruppe, der havde været så venlige at dukke op, for at sørge for at jeg kom ombord på flyet.

Efter at have sagt farvel til dem, gik turen i flyvende fart fra Kastrup til Rom, og (efter et noget forvirrende skift, og en længere pause i Rom Lufthavn) videre til en lufthavn i Syditalien hvor flyet (til min store overraskelse) landede i et par minutter før det lettede igen og fløj det sidste stykke til Malta. Jeg havde været heldig at få en vinduesplads så op- og nedturene med flyet var faktisk ret flotte, selvom det på det tidspunkt var ved at blive sen aften.

I Malta stod jeg så ud, og gik med fuld forventning hen for at finde min kuffert. Den var der så ikke. Italienerne havde glemt at få den ombord på flyet i Rom, så der stod jeg i et meget varmt land i sorte bukser og vindjakke, og uden min bagage med shorts og tandbørste. Hrm. Det var varmt og jeg bandede indvendig, men der var ikke andet at gøre end at tage en taxa til hotellet. Airconditionen virkede desværre ikke, så jeg kunne svede videre mens jeg nød hotellets udsigt mod vandet og hovedstaden Valletta, og prøvede at undgå at kigge på hotellets lidt mere skumle grønne guldtæppe. Bortset fra en temmelig voldsom trafiklarm blev jeg enig med mig selv om at det slet ikke var så skidt endda.

Dagen efter fik jeg min bagage, og dagen efter igen kunne jeg så tage med en ejendomsmægler ud og se på en lejlighed lige ved siden af Maltas Universitet. Priserne var lidt dyrere end forventet, men det var stadig ikke meget dyrere end et kollegieværelse på Malta, så jeg flyttede glad og fro ind dagen efter. Lejligheden har et køkken/alrum/stue-gang værelse, som egentlig er meget hyggelig og så et soveværelse (samt selvfølgelig et badeværelse). Derudover en lille altan fra soveværelset med en udsigt ud over Maltas (efter min mening) ikke voldsomt flotte boligbyggeri. Der er bygninger så langt øjet rækker, og egentlig kan jeg meget godt lide at sidde derude.

Hvad jeg ikke havde lagt mærke til var at der lige under altanen (og dermed mit soveværelse) boede minimum 3 haner (muligvis flere). Sådanne fjerkræ galer ikke kun om morgenen, men kan også finde på at gale om natten. Når først én hale galer, vil de andre jo også være med og så kan de godt blive ved i en time. Første nat var jeg ved at blive skingrende sindssyg af det hanegal der skar i mine øre. Som nogle måske ved er jeg meget meget god til at sove, men dette her var godt nok noget for meget. Jeg overvejede meget at anskaffe mig en slangebøsse jeg kunne skyde hanerne med, når først de begyndte at gale!

Efter at have overnattet i stuen på (sove)-sofaen i en periode har jeg nu fået anskaffet mig et par ørepropper, og kan således atter nyde en god nats søvn under mit grønne lagen (her er lidt for varmt til dyne).

Jeg må indrømme at jeg ikke fik leget så meget turist som jeg havde regnet med de første par dage. Jeg fik set en stor del af Valletta fredag den 21. september. Desværre var det national helligdag så ikke alt havde åbnet. Jeg fik dog set stormesterens palads (nu præsidentpaladset), som helt sikkert er et besøg værd, men hvor man dog ikke kunne se så meget som jeg troede. Det var i stor stil gange flankeret af rustninger, enkelte store rum med forskellige udsmykninger. Et enkelt meget dunkelt rum, men udstilling af gobelinner med afrikanske motiver og så en masse dannebrogsflag. Dvs. dannebrog i en lidt anden udformning var også Johanitteriddernes flag. Disse har haft stor indflydelse på Malta, så det er egentlig deres flag man ser over det hele.

Ellers gik tiden i høj grad med frustrationer over at jeg ikke forstod busnetten. Ved busstopstederne står der mange steder bare Bus-Stop, men hvilket nummer der kører fra busstoppestederne og hvor busserne kører hen, er der ikke oplysninger om. Malteserne ved det heller ikke, for mange af dem bruger aldrig busserne. De kører bil (”busserne fungerer jo ikke så godt!”). Busserne er i høj grad nogle gamle skrammelkasser som har for nogens vedkommende har meget svært ved at trække opad bakkerne. Der er kun en dør, så man skal møve sig lidt frem og tilbage for at komme ind og ud. Og af og til er ringeklokken en snor i loftet man trækker i, hvorefter snorværket får en klokke til at sige ding. Så stopper bussen (i hvert fald for det meste, hvis ikke buschaufføren lige overhørte klokken, fordi han dyttede af en bil som ikke kunne finde ud af køre ordentlig). Trafikken er generelt et kapitel for sig. De kører i den forkerte side af vejen ligesom englænderne, og de har trafiktemperament som Italienerne, så det er noget sjovt noget. Cykler ser man intet af, og fortov er der for det meste, men det stopper ofte de steder hvor man har mest brug for dem :o)

I øvrigt er det ret specielt at stå på trappen til en helt proppet bus, mens bussen kører med åben dør, for at holde varmen ud. Så holder man altså godt fast :o)

Jeg blev også lidt irriteret over ikke rigtig af have et supermarked. Man går til slagteren og køber kød, til grønthandleren og køber grøntsager, til kiosken og køber avis og til minimarkedet og køber resten (jeg har ikke rigtig fundet nogen bager i nærheden, så der må man klare sig med minimarkedet). Så engang imellem kan man tage en bus (hrm) til Sliema (nærmeste storby, som reelt flyder sammen med Msida hvor jeg bor, men det svært at komme til supermarkedet med bus), og købe hvad man nu mangler i et supermarked.

Jeg havde også lidt svært ved at finde mig til rette i lejlighed alene, uden fjernsyn, uden Internet, og uden gang 2’s køkken til at blive underholdt i, når jeg kedede mig.

Jeg skal således blankt erkende at jeg var en smule frustreret de første par dage over at alting ikke bare fungerede som derhjemme :o)

Jeg var jo heldigvis ikke den eneste dansker der skulle herned. Mark (en anden københavnsk jurastuderende) ankom den 24. sep., så vil fik os et par Carlsberg den 25. og det var helt hyggeligt at tale med en anden dansker igen :o)

Samtidig begyndte jeg så småt at vende mig til det hele hernede. Jeg fik læst en masse bl.a. i en fantastisk bog om den engelske advokat Mr. Horace Rumpole (også kendt fra TV-serien Rumpole). En underlig kultfigur, som det er uransagelige årsager kun er meget få jurastuderende, der har hørt om.

Jeg faldt efterhånden også til i lejligheden (navnlig da ørepropperne sikrede min nattesøvn). Og det at der var en anden dansker hernede med de samme frustrationer over busnettet, var et eller andet sted meget rart.

Da køleskabet var blevet fyldt op med Heinz-ketchup og dansk Lurpaksmør følte man sig jo næsten helt hjemme. Og så begyndte uni. Den første dag var bare noget introduktion og rundvisning. I alt 280 internationale studerende startede (nogen flere end vi havde troet) herunder faktisk også to par danskere fra hhv. Ålborg og Odense.

Derudover mangler man lidt at blive introduceret for andre jurastuderende. Alt vi har set er 280 studerende, men hvem der er hvem er et godt spørgsmål. Da første dag var overstået har vi ret meget været overladt til os selv. Vi skal have fundet nogen fag inden 12. oktober, og derfra kommer vi forhåbentlig i gang med at studere, og møde nogle andre. I aften skal vi til fest med nogle jurastuderende, men det er 1. års og internationale i en blanding, så hvem der er hvem bliver nok lidt forvirrende.

Vejret. Man kan ikke være dansker uden at nævne vejret. Det er solskin det meste af tiden. Meget varmt (28 grader eller sådan noget). Mens jeg har været her har vi haft 2-3 temmelig voldsomme regnvejrsdage, der skulle komme lidt flere i oktober, men generelt har jeg vist ikke noget at klage over på den front.

I dag har jeg så fået Internet, hvilket har været længe ventet. Jeg skulle således være noget nemmere at få fat i. Skype vil blive brugt som telefon, og som udgangspunkt ikke som chatprogram. Det betyder at man kan fange mig på Skype, enten via Skype eller det danske fastnetnummer +45 36 99 16 84 (når jeg har min computer tændt, hvilket jeg vil forsøge at have når jeg er hjemme). Mit danske mobilnummer vil nok ikke blive brugt så meget, men eksisterer som altid på +45 27 12 33 39. Mit maltesiske mobilnummer er +356 99 82 49 93.

Adressen her hedder:
Jesper O. Madsen
Dainty Court
Fl. 6
Imhallef P. Debono Street
Msida
(Nej der er ikke noget husnummer).

I øvrigt vil jeg vist forsøge at blogge lidt på www.jesperomadsen.dk. Der vil i første omgang denne mail blive lagt ind om et par dage. Jeg vil nok også lægge lidt billeder op, men der altså ikke blevet gjort endnu.

Det må vist være det hele for denne gang. Der er meget mere der kunne skrives, men jeg har allerede skrevet for meget :o)

Mange hilsner

Jesper

P.S. Hvis i kender nogen som er sure over ikke at modtage denne mail, så send mig lige deres mailadresser, det er gået lidt stærkt med at sortere i mail-adresserne. Og skulle I ønske at slippe for at få flere mails, jamen så kan I da også bare skrive til mig :o)

  • Comments(1)//malta.jesperomadsen.dk/#post19
« PreviousNext »